| HØNGLØBET 4/9-2011 |
|
|
|
| Skrevet af Arne S Olsen |
| Søndag, 11. september 2011 15:43 |
|
Det var anden gang Høng Gymnastikforening arrangerede løbet. Man kunne tilmelde sig på nettet, så man kun skulle afhente startnummer på selve dagen. Selve udleveringen var fordelt ved borde til fem, ti og enogtyve kilometer, så der næsten ingen køer opstod.
Det samme gjaldt for dem, som tilmeldte sig på selve dagen, hvilket var i et tilsvarende rum. Ganske snedigt så man undgik den lange ventetid, som man oplevede dagen før i Sorø; håber de havde nogen deroppe, som kunne tage ved lære.
Udover det nemme ved tilmeldingen på nettet, så blev man også begavet med en løbe-t-shirt fra sponsoren Land & Fritid samt med en pose med vand, æble, kiks og chokolade efter løbet.
Selve løbet var en tur ud over landet sydover mod Gierslev og videre over mod Solbjerg, hvor feltet af løbere var spredt så meget ud, at to drenge råbte til mig, at ham foran var løbet ned til højre. Så langt var der allerede efter otte kilometer, at jeg ikke længere kunne se frem til ham foran mig. Derefter gik turen ned omkring en grusgrav ved Blæsingevej, hvor en bakke var så stejl, at jeg overhalede en cykel på vej op ad den. Derfra gik det tilbage mod Høng med en let rygvind til at klare de værste strabadser. Vinden havde til gengæld drænet samtlige kræfter på de første elleve kilometer, hvor den var kommet skiftevis fra siden og forfra.
Tilbage i Høng overhalede jeg de langsomste på ti-kilometeren og vel tilbage i mål kunne jeg så nyde en velfortjent omgang massage til lårene og et dejligt bad. Tiden 1:41:23 rakte til en ottendeplads ud af 45 startende. Alt i alt inklusive børneløbet deltog 260 mennesker denne dag.
Alt i alt et rigtig godt arrangement, som Høng Gymnastikforening har fået stablet på benene. Nu mangler vi bare, at nogle flere støtter op omkring det, så man ikke skal løbe alene ude på den lange rute J |
| Senest opdateret: Søndag, 11. september 2011 15:48 |


